Terapisamtale

Kim C. Henningsen

De stakkels vampyrer



Jeg møder dem indimellem. Indirekte. Når deres ofre, udmattede, sorgfulde og skyldbetyngede har samlet kræfter til at gå i terapi.

Vampyrerne selv fravælger terapi. Det hænger sammen med deres stolthed. De har fundet en livsmodel, der handler om alt andet end at møde sig selv.

De er stakkels. Det er det, der giver dem den uhyggeligt store indflydelse på andre mennesker. Deres liv og situation kalder på medfølelse, og de kalder selv på hjælp -  højlydt eller med en stille, sammenbidt attitude, der er næsten endnu mere appellerende.

De er mennesker, som familiemedlemmer eller partnere umuligt kan sige nej til. For de har det jo så svært. 

Først og fremmest kæmper de med sig selv. De opfatter livet som uoverstigelig svært at håndtere, og det bringer dem i situationer, der faktisk er vanskelige og som enhver ville anse for belastende. De har økonomiske problemer, de har boligproblemer, jobbet er aldrig det rigtige, de kommer ofte i konflikt med de mennesker, der er omkring dem, og de bliver svigtet. Om og om igen.

Det er denne åbenlyse nød, der udløser hjælpe-impulsen hos de nærtstående. Her må gøres noget. Det er ubærligt at være vidne til. Jeg må gribe ind. Koste hvad det vil. Og det er netop det, det kommer til. At koste. Energi, bekymring, anstrengelse, opofrelse, og da det aldrig holder op, fordi der altid er et nyt problem, koster det i sidste ende livsenergi, hjerteblod.

De er vampyrer. Deres løsning på livets udfordringer er ikke at betragte sig selv som ansvarlige beslutningstagere, men at hente livsenergi hos andre. Livet er nemlig ikke noget, de har en bestemmende indflydelse på. Det er noget, der vælter ned over dem som en lavine. Det er aldrig deres fejl. Det er omstændighederne. Så nogen må komme og hjælpe dem, det fortjener de da, ramte af skæbnen som de er.

De ved godt, de er en belastning. Lejlighedsvis giver de tydeligt udtryk for det, og modtager typisk en omsorgsfuld, trøstende reaktion, der forsikrer dem om, at sådan er det ikke. Ingen tror på det, hverken vampyren eller ofret, men vampyren har fået endnu en dosis af ofrets hjerteblod, og ofret er blevet lidt mere udmattet og forpint.

Deres selvværd er lavt grænsende til en følelse af slet ikke at have ret til at være i verden.

Samtidig afviser de ethvert tiltag, der kunne bringe dem i en personlig udviklingsproces.  Nej tak. Kom ikke for nær. Jeg skal nok selv klare mig. De kan gå i terapi eller søge psykiatrisk hjælp, men det er som om de medvirker på skrømt, og forløbet bliver kort.

Denne særprægede stolthed er måske deres sidste værn mod konfrontationen med det indre, de oplever som fremmed og smertefuldt.

Så en ændring indefra er en mulighed, de udelukker, de forbliver i deres lidelse og venter på hjælp.

Det er denne problematik, deres ofre fanges i. Sammenstødet mellem medfølelse og udnyttelse. Valget mellem godhed og kulde, mellem omsorg og afvisning, mellem at føle sig som et ordentligt menneske eller en usympatisk egoist.

Udfordringen er, at ofrets utallige ydelser aldrig er nok. Vampyrens behov er uudtømmeligt. Der kommer et nyt fortvivlet råb om hjælp - tavst eller højlydt.

Når ofret har forsøgt længe nok, hældt i det bundløse kar længe nok, melder udmattelsen sig. Alt det mistede hjerteblod. Og målet blev ikke nået, problemet blev ikke løst.

Det bliver aldrig løst. Ikke så længe vampyren fravælger eget ansvar og betragter sig selv som umulig at ændre.

Set fra den stakkels vampyrs synspunkt, er det på mange måder forståeligt. Vampyrens situation er hjerteskærende.

Og dermed kommer ofret i vildrede: Vampyrens krav kan i længden ikke bæres af et menneske. Men at afvise dem er en uacceptabel handling, skamfuld, uanstændig. 

Vampyr-biddets gift er skyldfølelse.

Der er tale om en medfølelse, der er gået over gevind. Ofret identificerer sig med vampyrens trængsler. Accepterer håbløsheden og hjælpeløsheden og glemmer alt om egen identitet, egen integritet. Egen livsglæde.

Det dilemma vil være emnet for en terapi med et offer.

Derefter kan man arbejde med at finde en balance i stedet for det enten-eller, som den dramatiske situation lægger op til: Bliv og lad dig ødelægge eller gå fra et menneske i nød.

Det endegyldige nej vil være en befrielse, men ofte en sorgfuld befrielse.

Der findes en balance, som kan være den bedste løsning for et offer, der ikke kan bære tanken om at bryde helt med en nærtstående. Det er muligt at være empatisk, støttende og kærlig samtidig med, at man laver en klar markering af egen integritet. Det er ikke en betingelse for at blive i en relation, at man opgiver sig selv. Det er tilladt at melde fra, uden at det skal oversættes til brud eller svigt.

Vampyren vil lave den oversættelse for at skræmme ofret til forsoning, og nye ydelser. Så ofrets udfordring bliver at holde fast i den valgte balance: Blive hos sig selv, og samtidig udtrykke sin omsorg for vampyren.

Det er svært. Meget svært. Og det kræver at ofret konstant minder sig selv om sin beslutning og sit valg af, hvor grænsen skal gå, for den vil blive udfordret. Det, der er vigtigt for ofret, er at huske en gammel sandhed:

Det er dit liv. Kun du kan leve det.

Tilbage

© Copyright 2020  Kim C. Henningsen

Del på Facebook